I dag på min indkøbstur i Kvickly var jeg heldig at få fingrene i en æske Toffifee, som var sat ned til meget lav pris, da æsken havde sidste salgsdato i morgen. En æske Toffifee bliver ikke bare for gammel fra den ene dag til den anden, så jeg tænkte, at jeg nok skulle finde anvendelse for den før eller siden. Og det gjorde jeg! Allerede på vej hjem fik jeg nemlig lyst til at forkæle mine unger med en gang lækre amerikanske soft cookies med Toffifee!
Jeg har ikke prøvet det før, men det faldt mig ind, at kombinationen af karamel, nougat, chokolade og hasselnødder, som Toffifee jo består af, passede fortræffeligt til soft cookies.
Der var ikke langt fra tanke til handling, og det er så nemt at bage cookies, især når man har en god køkkenmaskine som min elskede Kenwood Chef Titanium.
Min 16-årige datter Frida, der går i gymnasiet, sad og sled med lektierne, så hun blev den første, der fik en smagsprøve sammen med et glas kold mælk og en banan.
Og du får lige opskriften her!
Antal: ca. 32 stk.
Ingredienser
150 g smør
200 g sukker
100 g brun farin
2 æg (mellemstørrelse)
300 g hvedemel
2 tsk. vanillesukker
1 tsk. natron
1 tsk. fint salt
150 g Toffifee - skåret i små stykker
Tag smørret ud af køleskabet i god tid, så det er blødt, når du skal bruge det.
Skær Toffifee'rne i små stykker.
Rør smørret og sukkeret godt sammen med en ske i hånden eller med K-spaden på din køkkenmaskine.
Tilsæt det brune farin og æggene og rør videre til det er godt blandet.
Et lille tips om brun farin!
Undgå at din brune farin bliver stift i emballagen mellem brug. Læg pakken i en tætsluttende frostpose og læg det i køleskabet. Så bliver det ikke stift.
Tilsæt resten af de tørre ingredienser, undtagen Toffifee-stykkerne.
Rør i hånden eller med K-spaden på din køkkenmaskine til dejen er jævn.
Rør forsigtigt Toffifee-stykkerne i, og sæt dejen i køleskab en halv times tid.
I mellemtiden kan du gøre to bageplader klar med bagepapir.
Tænd ovnen på 175° C.
Hvis du vil bage begge plader på een gang, vælger du varmluft.
Tag en lille klump dej med en spiseske og rul den lidt i hånden. Giv den et lille tryk, når du har sat den på bagepladen. Der skal være god plads mellem kagerne, da de flyder en del ud under bagningen.
OBS! Hvis du ikke kan vente, kan du godt med det samme sætte cookies-dejen på bageplader i klatter, som du sætter på bagepladen med 2 spiseskeer, men hvis du køler dejen lidt ned, er det meget lettere at arbejde med dejen og sætte cookies på bagepladen.
Sæt pladen/pladerne i ovnen og bag dem i ca. 10 minutter, til de er lidt lysebrune i kanten. De skal stadig være bløde at se på.
Tag pladen ud og afkøl et par minutter på pladen, så kagerne sætter sig lidt, før du sætter dem til afkøling på en bagerist.
Og værsgo: Super lækre soft cookies med karamel, nougat, chokolade og hasselnødder!
Og så skal jeg hilse fra min familie og sige, at de er absolut godkendte!
For meget kage?
Så er det måske tid til at nulstille kroppen og starte på en frisk... Kig ind på dinfitvejleder.dk, som giver gode råd til, hvordan du kickstarter en ny og sundere livsstil.
Du er velkommen til at sende en kommentar.
SvarSlet