Jeg har pakket mit nye semi-professionelle tylle- og sprøjteposesæt fra Wilton ud, med hele 28 forskellige tyller - og jeg har to dage i træk forsøgt at kreere et mesterværk, som jeg har set andre gøre på YouTube. Men ak og ve!
Det gør meget med det rette udstyr, men jeg har måttet erkende, at udstyret alene gør ingen mester. Derfor har jeg ingen billeder, jeg vil være bekendt at vise. For godt nok har resultaterne være spiselige, men udseendet er decideret pinligt.
Jeg erkendte hurtigt, at det bare ikke duer med så fine tyller at bruge cream cheese frosting. Hvis man skal bruge det, skal der alt for meget flormelis i, og så bliver det alt for sødt og grynet, efter min mening. Jeg har så rodet meget rundt på nettet for at finde frem til en royal icing, som har den rette konsistens til, at det skal kunne lykkes for mig at skabe nogle fine blomster og draperinger etc. Jeg tror nok også, at jeg nu har fundet en opskrift (wilton.com), men formentlig var jeg ikke tålmodig nok, så konsistensen blev ikke helt rigtig ved første forsøg. Eller også er det mig, der er for fummelfingret. Hvor om alting er, så vil jeg næste gang piske i 10 minutter, som der står nogle steder, at man skal. Jeg troede da virkelig bare ikke, at det skulle være nødvendigt at piske SÅ længe, når det virkede til at være stift. Så må vi se, hvordan DET så går.



Vokspapir?
Der står nogle steder, at man skal bruge vokset papir, når man skal lave fx roser på nail'en. Jeg har ledt i flere butikker efter vokset papir, men har ikke kunnet finde det i de supermarkeder, jeg kommer i. Det er tilsyneladende ikke godt nok med alm. bagepapir. Jeg kan huske, at min mor har haft noget vokset papir, så jeg vil høre, hvor hun har købt det.
Har du en rigtig god opskrift på icing, som er nem at dekorere med, så må du meget gerne skrive den under Kommentarer eller linke til den, hvis den ligger på nettet.
Dagens glædelige budskab
Men en glædelig ting er der da i al fortvivlelsen. Jeg startede ud med at bage cupcakes, som jeg så ville dekorere. Men det tager alligevel lidt tid. Så nu har jeg fundet en opskrift på en kage, der er så nem og hurtig at bage, at det næsten er for godt til at være sandt. For når man skal bruge så meget tid på dekoration, så orker man jo ikke stå i timevis og bage en kage først. Og da den heller ikke er så dyr i ingredienser, så gør det ikke så meget, hvis der skal bages nogle stykker, før resultatet bliver flot.
Det er helt klart ikke verdens bedste chokoladekage, men hvem gider også bruge tid og penge på at bage den bedste chokoladekage, hvis den bliver så grim, at man ikke vil være bekendt at servere den for nogen? I hvert fald ikke jeg!
Så her er en lynhurtig kageopskrift, som du kan øve dig på, hvis du lige som jeg har brug for mere end eet forsøg:
Chokoladekage i mikroovn
- på under 10 minutter minutter og uden opvask!
Bland i en silicone bageform (passer til en rund 24 cm, men du kan bruge, hvad du har) flg.:
8 spsk. mel
8 spsk. sukker
4-5 spsk. kakao (afhængig af hvor kraftig kakaosmag, du ønsker)
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
evt. 1 tsk. instantkaffe, hvis du synes om kaffesmagen
Herefter tilsættes:
2 æg
6 spsk. olie
6 spsk. mælk
Rør det hele godt sammen og sæt straks formen i mikroovnen i 4 min. på fuld effekt.
Lad kagen trække 5 minutter, før du vender den ud på en tallerken eller et fad.
Den smager bedst nybagt, evt. sammen med en kugle vaniljeis - men lagt sammen med noget smørcreme el.lign. og evt. glasur på, er den okay dagen efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar